Drømmetydning ligger i grænsefeltet mellem spiritualitet og psykologi. Drømmetydning, er som værktøj meget konkret, idet der er tale om et fastlagt regelsæt, som man kan lærer og selv praktisere. Drømmetydning er tolkning af vores drømme. Det er altid drømmeren selv, der bedst kan afgøre om en tydning er rigtig eller forkert. Der er ingen endegyldig facitliste eller faste symbol-oversættelser, så det er nødvendigt at lede og søge efter netop den betydning, der har mening for dig.

Når du begynder at lytte efter, hvad dine drømme prøver at fortælle dig, træder du ind i drømmetydningens forunderlige og indsigtsfulde verden. Udover muligheden for at bibringe dig selvforståelse og integration er drømmetydning også et sjovt og underholdende område, der kan stimulere din kreativitet og fantasi.

 

Hvorfor drømmer vi?

Søvnen er nødvendig, for at kroppen kan regenerere og oplade til en ny dags udfordringer – og drømmene er en nødvendighed for vores følelsesliv. Vi har således brug for at drømme, for at vores følelser kan renses og bearbejdes til en ny dags følelsesmæssige udfordringer.

Drømme kan ses som meddelelser fra det ubevidste og drømmetydning som et redskab til at få indsigt heri. Hvis man hindrer folk i at sove igennem længere tid, 5-7 døgn, så ender det med, at de bliver diffuse, forvirrede og til sidst nærmest psykotiske.

Så søvn er vigtig for vores psykiske sundhed, uanset om man bevidst arbejder med drømmene eller ej. Man kan opdele søvnen i søvnfaser og drømmefaser. Og sidstnævnte kan igen opdeles i såkaldte REM-faser, hvor REM er forkortelse for RapidEyeMovement- altså hurtige øjenbevægelser. Hvis man betragter en person, som sover, vil man se perioder, hvor øjnene bevæger sig hurtigt, og det er her, at man drømmer. Man mener, at alle drømmer hver nat og i 8-10 sekvenser. Mange husker intet af drømmen, når de vågner, andre husker en enkelt eller to sekvenser. Man kan træne sig op til at huske flere sekvenser og detaljer fra sine drømme – hvordan du rent konkret gør dette, kommer vi nærmere ind på senere.

Igennem drømme rydder hjernen op i de mange sanseindtryk, du har fået ind gennem dagen. REM-søvnen finder normalt sted efter de første 90 minutter, efter man er faldet i søvn, og varer måske 5-10 minutter. Intervallerne mellem REM-stadierne bliver kortere og kortere, jo længere man sover. Man har kategoriseret de forskellige søvnstadier ved at sætte elektroder på folk og måle deres hjernebølger:

Først kommer et stadie, hvor man er helt afslappet. Nogle gange føler man endda, at man svæver, og man kan se forskellige drømme-billeder. Dette stadie ligger lige imellem søvnen og den vågne tilstand. Lige efter indtræffer det første stadie, og hjernen begynder at udsende alpha-bølger. Derefter falder man langsomt i søvn, og hjernen udsender korte, pulserende theta-bølger. Stadiet varierer fra få sekunder, til flere minutter.

I 2. stadie er der stor hjerneaktivitet, og det er her søvnen for alvor begynder. Hvis man bliver vækket i dette stadie, føles det, som om du kun lige akkurat nåede at lukke øjnene, hvorefter du vågnede, selvom du har sovet hele natten.

Efter ca. 20 minutter begynder 3. stadie. Hjernen begynder at udsende store, langsomme delta-bølger, og man befinder sig nu i den dybe søvn.

4. stadie begynder. Dette er REM-søvnen. Blodtrykket stiger, pulsen stiger, kroppen er paralyseret, og der er ligeså stor hjerneaktivitet, som hvis man var vågen. Øjnene er det eneste, som bevæger sig, og det er her, drømmene finder sted. Herefter går man tilbage til stadie 2, herefter 3 og tilbage til REM. Med de 90 minutters mellemrum mellem REM-stadierne har man omkring 4-5 REM-perioder hver nat, og hvert stadie bliver længere og længere, så det sidste næsten kan vare en hel time.

 

 

Din hjerne har Tre slags hukommelse

Hjernen består af milliarder af nerveceller, der er knyttet sammen af nervetråde. Alle vores tanker, drømme og livsfunktioner er, ifølge lægevidenskaben, ikke andet end svage elektriske impulser, der overføres mellem disse celler. Fra hjernen udgår hjerne-nerver, der består af et virvar af nervetråde. Dem bruger sanserne og kroppens organer til at sende og modtage oplysninger til kontrolcentret. Gennem hele livet udformer, henter og filtrerer hjernen vores minder. Flygtige elektrokemiske forbindelser, skabt mellem hjernecellerne, hjælper vores hjernen med at huske de tanker, oplevelser samt kundskaber, som vi erhverver.

Før et sanseindtryk lagres som et minde, vi kan kalde frem, skal det gennem tre slags hukommelser:

Sensorisk hukommelse
Er en slags buffer for stimuli fra omverden. Al den information, der når vore sanser, registreres i kort tid, noget samles op og bearbejdes videre, men generelt er vi ikke bevidste om denne hukommelse; den er implicit.

Korttidshukommelsen
Korttidshukommelsen (arbejdshukommelsen) er et midlertidigt lager, og kan højst gemme poster i et par minutter. Den har også begrænset kapacitet, og kan højst jonglerer syv ting ad gangen (+/- to afhængig af personen). Korttidshukommelsen får indput fra både langtidshukommelsen og den sensoriske hukommelse. Korttidshukommelsen fungerer som et midlertidigt lager. Herfra kan vi hente kortvarig information og placere bevidst reaktion på stimuli, der varer i 5-20 sekunder. F.eks. slår vi et telefonnummer op, og husker det så længe, at vi kan taste det på telefonen. Mange forskere vælger navnet arbejdshukommelsen, mens nogle opfatter dem som to forskellige hukommelsestyper. Forskerne er ikke helt sikre på, hvor korttidshukommelsen lagres, men meget tyder på, at det sker i tindingelapperne.

Den sensoriske hukommelse (sanser) bliver overført til korttidshukommelsen, hvis vi, for eksempel, hører eller ser efter. Opmærksomhed fører sensorisk stimulans til korttidshukommelsen, og resten sorteres fra. Vi kan vælge hvad vi vil opfatte, og uden det valg, ville vi blive overvældet af sanseindtryk. Sensoriske minder er øjeblikkelige snapshots af information i vores sansesystemer. Vi er ikke bevidste om dem, mens de arbejder. Faktisk varer de fleste informationer kun få sekunder, og erstattes så af det næste, der fanger vores opmærksomhed. For at få ført information fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen, så kræver det opmærksomhed, sammenhæng og gentagelse. Og når det sker kaldes det konsolidering.

Langtidshukommelsen
Har ubegrænset lagerkapacitet, og er et minde først plantet her, skal der sygdom eller skader til, for at fjerne det. Denne hukommelse er organiseret, struktureret og modtager indput fra korttidshukommelsen. Langtidshukommelsen har adgang til en forbløffende mængde information – fra viden om os selv, til vores forståelse af verden omkring os.

Begivenheder og oplevelser bearbejdes dybt inde i hjernen, i hippocampus. Det er her, at hjernen overfører ny information til den varige hukommelse. Det vi har lagret i her, kan ikke forsvinde af sig selv. Selv data i langtidshukommelsen, kan nogen gange være umulige at genkalde, som når navnet på “ham, den der skuespiller” nægter at indfinde sig, når vi ønsker det. Navnet er ikke væk, det ligger stadig i hippocampusen, og kan pludselig dukke op igen. Men hvorfor det er sådan, er stadig en gåde for forskerne.

 

 

Bevidstheden er kun det du er opmærksom på

En vigtig pointe ved arbejdshukommelsen og dermed ved bevidstheden er, at al forarbejdning foregår serielt. Det betyder, at vi ikke kan være bevidste om eller koncentrere os om flere ting ad gangen. Mens bevidstheden arbejder serielt, foregår de ubevidste processer i hjernen parallelt; Mange forskellige ubevidste processer finder sted samtidig mange forskellige steder i hjernen. Disse ubevidste processer foregår hele tiden og automatisk, og det er et af bevidsthedens helt store mysterier, hvordan de mange ubevidste processer bliver til bevidsthed og hvordan det bestemmes, hvad der når frem i bevidstheden.

Bevidsthed er et produkt af aktivitet i vores hjerne: Et komplekst samspil mellem mange forskellige dele af hjernen: Sanseindtryk, som lyde, syn og lugte giver sammen med indtryk fra erindringen mennesket en platform, vi kan reagere ud fra – vi er bevidste om os selv og vores omverden, og vi er i stand til at reflektere over begge dele. Men helt at forstå bevidstheden er ikke uproblematisk. Vi holder os her i gennemgangen til lægevidenskabens definitioner og tænkemåder og ser således bort fra at i spiritualitet anser man bevidstheden på en lidt anderledes måde. Her arbejdes med at mennesket eksisterer på syv planer. Det ser vi nærmere på i kapitlet; De syv eksistensplan.

Man kan sige at bevidstheden rummer det som vi er opmærksom på i nuet. Når du læser denne tekst, er din bevidsthed fyldt med de ord, du læser, og den betydning, de har. Hvis nogen kalder på dig mens du læser, vil din opmærksomhed flyttes, og du bliver bevidst om den person, der kalder på dig. Indholdet af denne tekst vil dermed forsvinde fra din bevidsthed, indtil du igen retter din opmærksomhed imod den. Mærker du nu din mave knurre, skifter din opmærksomhed igen, og du bliver måske bevidst om, at det snart er spisetid. Bevidstheden er på den måde en stadig strøm af skiftende indhold, som kun afbrydes, når vi sover eller bliver bevidstløse. Groft sagt kan man kun rette opmærksomheden mod og være bevidst om en ting ad gangen.

Følelser er en vigtig del af bevidsthedslivet, og ofte tilpasser vi vores adfærd ud fra dem. Vi undgår typisk situationer, der gør os bange, og søger situationer, der giver os positive følelser. Den følelse, vi oplever i en given situation, er ofte baseret på tidligere erfaringer med lignende situationer. Det er fx. ikke ualmindeligt, at mennesker udvikler en frygt for bestemte steder i trafikken, hvis de tidligere har været udsat for – eller været vidne til – en trafikulykke på dette sted eller et sted, der minder om det.

Følelsen af ubehag dukker op, hver gang man genser dette sted, uafhængigt af den konkrete erindring om ulykken. Dette kalder psykologerne emotionel hukommelse. Bevidsthed og hukommelse er tæt forbundne, og det kommer også til udtryk i forbindelse med indlæring. Man kan nemlig sandsynligvis ikke lære af en begivenhed, hvis man ikke har opfattet den bevidst.

Det er derfor ikke sandsynligt, at man fx. kan lære fransk af at have en båndoptager kørende under hovedpuden. Samtidig ser det ikke ud til, at man absolut skal have en bevidst intention om at skulle lære for at få noget ud af det. Når man skal lære, er det dog ofte en god ide, at være bevidst om det og fokusere sin bevidsthed om det, som skal læres. Når vi først har lært en ny evne og senere skal bruge den, lægger dette beslag på en mindre del af vores bevidsthed, og vi kan koncentrere os om andre ting i stedet.

 

Underbevidstheden arbejder på fuld tryk

I psykologien arbejder man i dag med to forskellige former for bevidsthed: Kernen, som er vores umiddelbare oplevelser af omgivelserne – samt den udvidede bevidsthed, der viser sig, når vi begynder at reflektere over, hvad der sker.

Kernebevidstheden er den umiddelbare oplevelse, vi har af vore omgivelser og vores relation til den. Kernebevidstheden giver os oplevelsen af at være til stede i verden her og nu. Det er en oplevelse af omgivelserne, men også en oplevelse af kropslige fornemmelser, og af hvordan omgivelserne spiller ind på disse. Kernebevidstheden er konstant aktiv med mindre vi er bevidstløse eller sover, og det er denne, der slår til, når vi dufter popcorn, så vores mundvand løber, og vi rækker ud efter dem for at spise.

Hvis vi tænker nærmere over popcornene og fx. begynder at reflektere over, om de nu også er sunde eller gode for vores slankekur, så er det den anden mere avancerede form for bevidsthed, der træder i kraft: Den udvidede bevidsthed. Den udvidede bevidsthed er ikke nødvendig for udførelsen af dagligdags gøremål. De fleste kan tilberede morgenmaden uden at reflektere videre over det, men står cornflakesene ikke, hvor de plejer, må vi anvende den udvidede bevidsthed for at huske, hvor vi nu stillede dem sidst.

Når man i dag taler om bevidsthed, tager man oftest udgangspunkt i Descartes’ dualistiske teori fra 1600-tallet. Her adskiltes den fysiske verden – kroppen og den ydre, objektive verden – fra de indre tilstande, som Descartes kaldte for sjælen. Det var sjælen, der iflg. Descartes gjorde mennesket til noget særligt i forhold til de øvrige dyrearter. Sjælsbegrebet svarer til det, vi i dag kalder psyken, og læren blev begyndelsen til psykologien – læren om psyken.

Det var Sigmund Freud, der lancerede begrebet underbevidstheden i psykologien. Freud mente, at den overvejende del af menneskets tanker, følelser og handlinger kontrolleres af biologiske drifter, som arbejder i underbevidstheden. I den teori var der altså ikke meget plads til en bevidsthed, som styrer. Siden hen har psykoanalysen dog givet bevidstheden en noget større rolle at spille. På trods af at man efterhånden ved en del om, hvilke dele af hjernen der har at gøre med vores bevidsthed, ved man stadig meget lidt om, hvordan aktivitet i hjernen bliver til bevidste oplevelser – og endnu mindre om de præmisser, som underbevidstheden fungerer på.

 

Drømmer dyr?

Uden sammenligning, tvivl og konkurrence er det moderne menneske – homo sapiens – det mest intelligente dyr på Jordens overflade. Selv de andre store aber sakker langt bagud, og det har naturligvis fået hjerneforskere og neurobiologer til at spørge hvorfor. Findes der en rent biologisk forklaring på menneskets begavelse?

Starter vi med at se på selve hjernens størrelse i dyreverdnen, og ser vi bort fra kroppen samt neuronaktiviteten, så kunne den i første omgang ligne en god kandidat. Men både hvaler, delfiner og elefanter har større hjerner end mennesket, uden at de store pattedyr af den grund har bygget byer eller sendt en repræsentant for deres race til Månen. Så det kane ikke blot være hjernens størrelse, der bestemme intelligensens omfang.

Næste udgangspunkt kunne være at se på forholdet mellem hjernens og kroppens vægt. På landjorden har elefanten den største hjerne. Men den fylder forholdsvis lidt – så i forhold til kroppen er elefantens hjerne mindre end menneskets. Småfuglenes hjerner er store sammenlignet med kroppen, mens hvalen ligger helt i bunden. Der er dog næppe nogen, der vil påstå, at en gråspurv er smartere end et menneske. Det kan altså heller ikke være forholdet mellem hjernens og kroppens vægt, der forklarer, hvorfor mennesket er så meget mere intelligent end andre dyr.

Svaret på menneskets intellektuelle overlegenhed finder vi igennem den såkaldte Snell-ligning:

Hjernevægten (H) = Konstant (C) x Kropsvægten (K)R (0.66)

Ligningen giver os en måde at bestemme den forholdsvise ydeevne for hjerner fra forskellige arter med forskellige kropsvægte. Hvis vi indsætter værdien for krops- og hjernevægt, kan vi finde C for hver art. Dette benytter vi til at finde den såkaldte encephalizations kvotient “(EQ), der er forholdet mellem tallet C for et bestemt dyr og gennemsnittet for pattedyr. Altså en pendant til intelligenskvotienten (IQ), der er forholdet mellem en persons testresultater og gennemsnittet for mennesker i almindelighed.

Hvis en dyreart har en EQ på 2 betyder det, at denne art har en C-værdi, der er dobbelt så stor, som vi ville forvente af et pattedyr med dets vægt og en gennemsnitlig EQ. Hvis en dyreart har en EQ på 0.5, så er den kun halvt så smart som et gennemsnitligt pattedyr i samme vægtklasse. Om ikke andet kan nedenstående sammenligning bruges til en gang for alle at fastslå, at hunde er klogere end katte!

	Hjernelængde	Hjernevægt	Kropslængde	Kropsvægt	H/K raten	EQ
Menneske	15 cm	1,4 kg	150 cm.	62 kg	1/40	7.44
Delfin	15 cm	1,7 kg	250 cm.	160 kg	1/95	5.31
Chimpanse	5 cm	0,1 kg	30 cm	7 kg	1/70	2.49
Elefant	90 cm	5 kg	800 cm.	10.000 kg	1/2000	1.87
Blåhval	2 m	8 kg	24 m	100.000 kg	1/1250	1.76
Kamel	15 cm	0,68 kg	200 cm.	530 kg	1/780	1.30
Kænguru	5 cm	0,056 kg	150 cm.	35 kg	1/625	1.20
Vaskebjørn	5,5 cm	0,0039 kg	80 cm	4,29 kg	1/110	1.20
Hund	5 cm	0,1 kg.	100 cm.	15 kg.	1/110	1.17
Kat	5 cm	30 g	60 cm	3,3 kg	1/100	1.00
Kanin	5 cm	12 g	30 cm.	2,5 kg	1/210	0.40
Egern	30 cm	6 g	20 cm.	0,9 kg	1/150	0.20
Frø	2 cm	0,1 g	10 cm	18 g	1/180	0.10

(Note: I Snell-ligning udgør R og C konstanter. Ifølge forskerne ligger R mellem 0.56 og 0.66
– vi har sat den til 0.66. Fx udregnes mennesket C som 1.4 = C 620.66 , hvorefter C = 10.89)

Nu fører mennesket. Tæt forfulgt af delfiner og aber, hvilket betyder, at højere primater som forventet er klogere end laverestående primater – sammenlignet med pattedyr i almindelighed. Samtidig er der også, rent anatomisk, forskel på hjernerne hos forskellige dyrearter. Hjernebarken er foldet på forskellige måder. Kigger vi på evolutionen, kan vi se, at de områder i hjernen, som har ændret sig mest, er den cerebrale halvdel af storhjernen og barken. De arter, som er forholdsvis nye på udviklingsscenen, har tit mere hjernebark end tidligere udviklede arter.

Og hos nogle dyr, især højerestående pattedyr, er overfladen af hjernebarken foldet og snoet, med buler og furer, som øger overfladearealet af barken. Mens dyr udviklede sig fra simple organismer til komplekse væsner som delfiner, aber og mennesker, så ændrede og udviklede hjernebarken sig. Og netop hjernebarken er ansvarlig for funktioner som: Tanker, hukommelse, sprog, bevægelser, informationsbehandling, fornuft og opfattelse.

Så hvad er svaret på om dyr drømmer? Hvis du har hund eller kat, vil du nok helt klart svare ja, idet disse dyr tit i søvne ligger og spjætter lidt og på forskellige måder indikerer noget, der tyder på, at de drømmer. Det er straks mere uklart, om en frø eller en myre har kapaciteten til at foretage sig det, vi kalder at drømme. Hvad der eventuelt foregår i hovedet på en blåhval, når den sover, går der dog nok et stykke tid endnu, før vi finder ud af!

 

drømmesymboler

I det bevidste arbejde med drømme benytter man forud definerede forklaringer på, hvad de enkelte symboler i drømmene almindeligvis betyder. Dette regelsæt er ikke helt det samme, hvis man sammenligner f.eks. et østerlandsk regelsæt med et vesterlandsk. Endvidere skal de enkelte symbol- forklaringer kun tages som et udgangspunkt, ikke som en klippefast sandhed.

Alle symboler har to sider: en kollektiv og en personlig. Den kollektive side er, at vi alle ved, hvad et hus er, mens den personlige side altid vil være forbundet til drømmerens personlige historiske baggrund, og de steder personen har boet, eller hvordan den person har oplevet de steder, hun/han har boet. Det gælder alle symboler. Forbindelsen mellem, hvad et hus er og personens opfattelse af et hus, er det, der afgør, hvordan et drømmebillede kan/skal forstås.

Vi har alle et skyggefelt, som ligger i mørke , deraf navnet skyggen, og skyggen optræder i drømme, generelt når vi drømmer om personer af eget køn, som vi af en eller anden grund ikke kan lide. Det vi kan sige om denne person af negativ karakter, er sider i os selv, vi har brug for at få bearbejdet , så disse sider ikke får lov at styre og kontrollere vores adfærd. Vi kan også have positive skygger, som optræder via beundring og siger noget om, hvilke positive sider vi ikke bruger i vores daglige liv.

Alle, både mænd og kvinder, har en mandlig side – animus (ånd), og en kvindelig side – anima (sjæl). For kvinder betyder det, at de skal udvikle deres mandlige handlekraftige sider, mens for mænd gælder det, at de skal udvikle deres kvindelige følelsesmæssige sider. Dette aspekt kaldes det modsatkønnede felt og i udviklet stand, vil det skabe helhed og ro hos en person. I drømmene betyder det, at når kvinder drømmer om mænd, er de i gang med at få kontakt til og udviklet mandlige sider, og når mænd drømmer om kvinder, er de i gang med at få kontakt med og udviklet kvindelige sider.

En særlig gruppe af drømmesymboler kaldes arketypiske. Det er symboler, som ikke er personlige, men som optræder hos alle mennesker. Man kan her tale om en medfødt værdi-matrix, som ligger til grund for hele den menneskelige virkelighed.

Eksempler er jeget, skyggen, anima og animus, visdommen. Fælles for disse ting er, at vi intuitivt ved, hvad der tales om. Alle ved, hvad det vil sige at have et jeg. Alle ved, hvad det vil sige at have en skyggeside – eller, hvis vi taler om det ydre liv, en ven eller fjende. Alle ved, hvad modsatkønnethed vil sige, og at personer af det modsatte køn har en særlig betydning for os. Og alle ved, at nogle er klogere på livet end andre, at noget er visere at gøre end andet. Arketyperne er med andre ord en række fundamentale kategorier, som vi oplever verden gennem.

Sigmund Freud som opfandt den metode, at drømmeren selv skulle associere frit på, hvilke ord, følelser og meninger, der sådant helt af sig selv spontant dukkede frem, når der blev sat fokus på det, der var emotionelt energifyldt og derfor vigtigt i drømmen. Siden Freud har denne indsigt været en selvfølge for drømmetydere: Det er altid drømmeren selv, der bedst kan afgøre, om en tydning er rigtig, eller forkert. Der er ingen facitliste eller faste symbol-oversættelser, så det er altid nødvendigt at søge efter netop den betydning, der har mening for dig.

Nok det mest berømte drømmesymbol, som Freud fandt på er fallos-symbolet. For gode gamle Freud er obeliskerne således ikke andet end enorme fallossymboler. Hvis man kigger lidt på fotografiet til højre herunder, kan man have tilbøjelighed til at give ham ret. Billedet er et udsnit af et relief på en søjle i Rom. Hvis man tager det her med obelisker og fallossymboler alvorligt, kan man sikkert bruge megen tid på at fundere over fx obelisken midt på Peterspladsen i Rom – det må have moret Freud!

 

SE DANMARKS STØRSTE
OVERSIGT DRØMMESYMBOLER
Mere end 2000 drømmesymboler forklaret

 

 

Drømmetydningens fædre

Sigmund Freud, Carl Gustav Jung, Jacob Levy Moreno og Fritz Perls er fædre til nutidens drømmetydning. Alle har de bidraget væsentligt til nutidens drømmetydning. Et af Freuds vigtigste bidrag var, at hvor tidligere tiders drømmetydere blot slog op i en bog og der så, hvad dette og hint symbol mon betød, gjorde han sig åben overfor drømmerens egne indfald og fortolkninger af sin drøm.

Et af Carl Gustav Jung’s vigtigste bidrag var, at han bandt vores drømme sammen ved at pege på de fælles symboler og de fælles livstemaer (arketyper), der ofte er i vores drømme. “Det er fra et fællesmenneskelig skatkammer, at de individuelle drømme strømmer op til din og min bevidsthed, som budskaber til dit ego om, hvem du også er.” sagde Jung efter et livs udforskning.

Jacob Levy Moreno og Fritz Perls har ligeledes ydet væsentlige bidrag til udvikling af drømmetydning. Essensen af det, som disse store Drømmetydere opdagede, var, at vores drømme viser os vores dybeste savn, kampe og lyster og via at tale om dem og søge efter deres skjulte budskab, forbinder vi os dermed en urgammel tradition, som mennesker har dyrket siden tidernes morgen.

I det følgende ses lidt nærmere på disse fire for drømmetydningen så betydningsfulde personer.

 

Sigmund Freud

Sigmund Freud (1856-1939), blev født i Freiburg i provinsen Moravia i det østrig-ungarske kejserrige den 6. maj 1856. Hans far var en ikke-troende jøde. På den tid herskede en stærk tjekkisk nationalisme frem i Moravia, og den tysktalende jødiske minoritet var en naturlig skydeskive for denne nationalisme. Da Sigmund var fire år gammel, flyttede familien derfor til Wien, hvor der var noget bedre forhold.

Freud studerede medicin og specialiserede sig indenfor neurologi. Som student begyndte han at arbejde med neuroanatomi i Ernst Brückes laboratorium. Denne tilhørte en gruppe progressive naturvidenskabsmænd. I dette laboratorium arbejdede han i seks år. Samtidig holdt han sin filosofiske interesse ved lige ved at følge Franz Brentanos forelæsninger. Efter dette fik han stilling i Theodore Meynerts psykiatriske institut.

I 1884 opdagede han kokainets bedøvende virkning. Noget der kunne have bragt ham stor videnskabelig anerkendelse og åbnet vejen for en forskerkarriere. Tilfældigheder gjorde imidlertid, at en anden publicerede tilsvarende resultater før ham. Fra 1885 til 1891 publicerede han til gengæld to større og flere mindre neurologiske arbejder. I denne periode stiftede han også kendskab med Johann Herbarts psykologiske filosofi, hvor tanken om de ubevidste ideer, som konkurrerende om bevidsthedens opmærksomhed, var et vigtigt element.

Ved siden af neuroanatomi og -fysiologi begyndte Freud at interessere sig for hypnotiske fænomener. I 1886 foretog han en kort og senere en længere studierejse til Paris for at sætte sig ind i Jean Charcots anvendelse af hypnose til at fjerne hysteriske lammelser og lignende symptomer. Sammen med en ældre Wienerkollega, Josef Breuer, begyndte han at anvende hypnotiske teknikker i behandlingen af patienter.

Samarbejdet med Breuer varede i flere år, indtil denne trak sig ud af arbejdet, foruroliget over de stærke følelsesmæssige reaktioner hos både patienter og terapeut. Sammen udgav de «Studier i hysteri» (1895), hvori de præsenterede deres «katharsiske» metode. Patienterne blev deres symptomer kvit ved at de under suggestiv påvirkning (forstand og vilje sat ud af virksomhed) fortalte alt, hvad der faldt dem ind i forbindelse med symptomet. (Katharsis betyder renselse).

1890’erne var præget af, at Freud måtte opgive nogle af sine tidligere opfattelser og finde frem til et nyt grundlag for den videnskab, han var i færd med at udvikle. Efter bruddet med Breuer blev han i flere år inspireret af sin korrespondance med øre-næse-halslægen Wilhelm Fliess i Berlin, der havde en række originale synspunkter på seksualitetens rolle i biologi og medicin, om biologiske rytmer osv. I denne periode foretog Freud også en analyse af sit eget følelsesliv med samme metode, som han havde udviklet, når det gjaldt patienter. Han skrev sine drømme ned og lod deres baggrund, barndomserindringer o.l., komme frem til bevidstheden.

I patientbehandlingen gik han bort fra brugen af hypnose og suggestion og udviklede det, han kaldte de frie indfalds metode. Han havde lige siden hysteristudierne været opmærksom på barneseksualitetens rolle og udarbejdede efterhånden en klarere og mere systematisk opfattelse af denne – på den ene siden med særlig vægt på drifterne og deres udvikling – og på den anden personlighedens forsvarskræfter. Psykoanalysen som teori og behandlingsform lagde han frem i sit store værk «Drømmetydning» (1900).

Freuds teorier blev voldsomt angrebet af de fleste af hans samtidige – både medicinske kolleger og den brede offentlighed. De blev anset for uanstændige, uhyrlige og uvidenskabelige. Muligheden for en akademisk karriere blev lukket for ham for altid, og han blev udstødt fra almindelig social og kollegial omgang. Imidlertid samlede der sig en mindre kreds af interesserede kolleger og tilhængere omkring ham fra både ind- og udland. Denne kreds voksede langsomt og blev efterhånden til den psykoanalytiske bevægelse, der atter var grundlag for udviklingen af den psykoanalytiske profession med dens foreninger, uddannelsesinstitutioner, tidsskrifter og forlag.

I perioden frem til 1913 arbejdede han med yderligere at udbygge sine synspunkter. Han skrev flere artikler og udgav en række bøger, f.eks. «Fem forelæsninger over psykoanalysen» i 1910. Fra 1913 og frem til sin død videreudviklede og revurderede han mange af sine teoretiske begreber, samtidig med at han skrev sine hovedværker. I 1915 udkom de store «Forelæsninger i psykoanalyse», og i 1932 opsummerede han med «Nye indføringsforelæsninger i psykoanalyse» og i 1940 «Et omrids af psykoanalysen».

Hele Freuds videnskabelige liv var præget af modsigelser og kamp. Det akademiske etablissement og størstedelen af den offentlige opinion angreb ham med en enestående lidenskabelighed. Men også i kredsen af hans egne elever opstod der modsigelser og splittelse. Særligt dramatisk var det med Alfred Adlers og senere Carl Gustav Jungs afsked med Freud. Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, blev psykoanalysen hurtigt forbudt. Dels var mange af psykoanalytikerne på den tid jøder, og desuden blev psykoanalysen betragtet som en jødisk, dekadent videnskab.

De fleste psykoanalytikere i Tyskland, Østrig og Ungarn udvandrede i denne periode til England eller USA. Freud ønskede imidlertid ikke at forlade Wien. Han havde siden 1926 lidt af kræft i mundhulen, havde gennemgået en række operationer og var syg og gammel. Først efter Hitlers indmarch i Østrig i marts 1938 gav han efter for sine venners og sin families ønske og rejste til London. Der døde han den 23. september året efter.

 

 

Freud’s drømmetydning

Det anses alment, at Freuds bog “Drømmetydning” betegner startskuddet til psykoanalysen. I det følgende skitseres indholdet i bogen, idet de mange eksempler dog er udeladt. Hvis du er interesseret, kan du læse hele Freuds mesterværk Drømmetydning i engelsk udgave i NetSpirits e-bibliotek.

Et væsentligt kritikpunkt af Freud igennem tiderne har været, at han henførte alt til at stamme fra seksualiteten. Selv om Freud selv forkastede tanken om libidoens suverænitet på det tidspunkt, hvor den havde sejret i psykoanalysen, er hans navn stadigvæk knyttet til opfattelsen af at alt er seksuelt. Dette på trods af at Freud efter Første Verdensskrig antog eksistensen af en dødsdrift ved siden af Eros og dermed forlod tanken om libidoen som alle følelsers endestation.

Forklaringen på, at nogle stædigt fastholder Freud som fortaler for libidoens suverænitet, skyldes måske, at tanken om libidoen er langt mere lystbetonet og positiv end den mere melankolske og dystre tanke om dødsdriften. Sat lidt på spidsen, kan den tidlige Freud siges at være den optimistiske terapeut, der arbejder for løsnelse af det strenge overjeg, og som fremfører, at alle aggressionsdrifter, alle destruktive og selvdestruktive momenter i sjælelivet vil forsvinde, når blot lystprincippet også tilkendes sin borgerret.

Efter Første verdenskrig tager Freud et sporskifte og opgiver at begrunde sine antagelser klinisk og i stedet for overgiver sig til det spekulative. Antagelsen af: “dødsdriftens usynlige arbejde under den larmende Eros” véd Freud, han ikke kan sandsynliggøre. Det er væsentligt at være opmærksom på, at Freud tog dette sporskifte og altså delvist forkastede driftslæren, efter at have udgivet bogen »Drømmetydning«. Derefter skriver han »Hinsides Lystprincippet« og »Kulturens byrde«.

Indholdet i bogen Drømmetydning, der stadig er et mesterværk, er i hovedtræk som følger:

Påstand 1:
Drømme er opfyldelsen af et ønske

Begrebet “ønske” kan siges at være resultatet af en afvisning af det, barnet gerne vil have. Med alderen bliver afvisningen internaliseret (gjort til en del af én selv) og altså stiltiende accepteret, hvorved de forbudte ønsker bliver ubevidste. På denne måde kommer barnets impulser under kontrol, og dets egoisme aftager.

Kommentar: Med denne tanke blev Freud kritiseret for reduktionisme. Ikke desto mindre korresponderer den med den almene opfattelse af dagdrømme som en alternativ bevidsthedstilstand, hvor verden skikker sig til vores fordel. Freud mente, at drømme og dagdrømme ligner hinanden og henviser bl.a. til de historier, hvor helten eller heltinden i sidste ende får sin udkårne.

Påstand 2:
Drømme er den slørede opfyldelse af et ønske

Hvis drømme er opfyldelsen af et ønske, må de oversættes fra deres virvar af usammenhængende billeder, der ikke synes at have nogen logisk struktur. Man kan sige, at drømmene er slørede, så deres manifeste (som de optræder) indhold ikke er det samme som deres skjulte eller latente indhold af ophidsende underliggende drømme-tanker. Freuds teori opfatter således det manifeste og det latente indhold som to niveauer, der er sammenhængende i et system af transformationer, kaldet drømmearbejde.

Kommentar: Drømmearbejdet består af 3 typer transformationer: 1) Fortætning: det fænomen, at en person, en genstand eller en detalje af disse kan repræsentere flere personer eller genstande. 2) Forskydning: det fænomen, at en følelse, knyttet til en idé eller erfaring, skilles fra den og tillægges en anden. 3) Sekundær bearbejdning: det at bearbejde drømmen med henblik på at give den en nogenlunde sammenhængende og begribelig form.

Påstand 3:
Drømme er den slørede opfyldelse af et undertrykt ønske

Hvis drømme er slørede, kan “ønsket” ikke være tydeligt eller manifest i drømmen. Således er ønsket skjult for den bevidste forståelse af drømmen – det er undertrykt. Dette giver os et motiv til forvrængning i drømmene; for det undertrykte er ikke kun skjult for det bevidste, men også på en måde “forbudt” af den bevidste del af sindet. Fx viser drømme om uacceptable seksuelle drifter os, at vi rummer ønsker, som normalt er undertrykte.

Kommentar: Iflg. Freud består drømme af to modstridende kræfter: et ubevidst ønske eller en ubevidst drift på den ene side og en censurerende kraft på den anden side. Freuds term for denne censurerende kraft er netop censur, og han sammenligner den med kunst- og mediecensur: Drømmearbejdets teknik er på en måde i censurens tjeneste, selvom man fra et andet perspektiv kunne kalde det for det middel, med hvilket drømmen omgår censuren med. Drømmens motiv er altså ønsket, i den udstrækning det er undertrykt eller i det mindste forbudt.

Påstand 4:
Drømme er den slørede opfyldelse af et undertrykt infantilt ønske

Da nu det undertrykte og forbudte iflg. Freud er ønsker fra barndommen – grandiose tanker om at være den bedste, som vi lærte, var uacceptabelt i det sociale liv, og seksuelle fantasier, som vi forstod, ikke var tilladte – og også infantile. Dette betyder igen, at drømmene så at sige støtter sig på to ben, det ene i nuet, det andet i fortiden. De ubevidste ønsker leder ustandselig efter en udvej for at kunne komme til udtryk og forstyrrer derved vor søvn, som er optaget af at skabe drømmen. Og de ubevidste ønsker udnytter de uforløste tildragelser i vort vågne liv som en indgang til det at udtrykke sig i vort drømme-liv.

Kommentar: Det kan for nogle være overraskende, at Freuds teori i virkeligheden for ca. halvdelens vedkommende beskæftiger sig med andre temaer end “sex”. Ambition (dvs. egoisme) og aggressive ønsker (overfor andre mennesker) fylder så meget, at Freud bemærker, at man ved tydning af sine drømme kan få den tanke, at “man er den eneste skurk blandt lutter prægtige personligheder”. Drømme er en “kompromis-struktur”, skabt ved en tilstand af psykisk konflikt. Begrebet psykisk konflikt er et af grundproblemerne i psykoanalysen.

 

Carl Gustav Jung

Carl Gustav Jung ( 1875-1961) blev født i Kesswill i Svejts. Faderen var protestantisk præst. Forældrene synes at have været temmelig umage størrelser, og sandsynligvis har denne ubalance, kombineret med at forældrene overlod ham meget til ham selv, bidraget til, at Jung fra barnsben begyndte at gå sine egne veje.

Efter kandidateksamen i medicin i 1902 fra universiteterne i Basel og Zürich vendte Jung sig mod psykologi. Han fik ansættelse som læge på det psykiatriske hospital i Zürich. Her begyndte Jung at forske i ord-association. Mens en patient taler, udfolder sproget sin egen indforståede logik, som sammenføjer tankeimpulser med genoplevelsen af tidligere gennemlevede begivenheder. Således vil der ud fra patientens svar på analytikerens stimulus-ord uundgåeligt danne sig et tydeligt billede, der kan hjælpe med at afdække sådanne ubevidste psykologiske mønstre, som Jung kaldte komplekser.

Den 23. oktober 1906 sendte Jung et eksemplar af sin bog om ord-association til Freud. Dette blev begyndelsen til en omfangsrig, men noget besynderlig brevveksling imellem de to, som gradvis intensiveredes. Deres bekendtskab udmøntede sig i et første personligt møde søndag den 3. marts 1907, da Jung tog til Wien for at besøge Freud. Besøget gjorde stort indtryk på Jung, der fandt Freud yderst intelligent, analytisk skarpsindig og bemærkelsesværdig i enhver henseende.

Gradvist blev modsætningsforholdet mellem Jung og Freud dog mere og mere udtalt. Ved i 1912 at skrive om “Nye Veje i Psykologien” manifesterede Jung sin egen forståelse og ikke mindst uafhængighed af Freuds overbetoning af seksualitetens betydning. Jung brød sig ikke om Freuds strenge afstandtagen fra spiritualitet og kunst, hvis frembringelser Freud (på daværende tidspunkt) betegnede som rene og skære “seksuelle sublimeringer”. Endvidere menes, at Jung, der var et ganske muntert gemyt, og Freud, der var et mere nøgternt gemyt, kan have umuliggjort et nært og varmt venskab. Under alle omstændigheder kom det i 1913 til et fuldstændigt brud imellem de to.

I resten af sin levetid fortsatte Jung i overensstemmelse med sin grundlæggende tro på eksistensen af en menneskelig sjæl med at udvikle sine teorier, idet han trak på viden, som han tilegnede sig igennem udforskning af diverse humanistiske felter så som antropologi, klassicisme, mytologi, historie, gnosticisme samt andre esoteriske visdomstraditioner. Ligeledes hans mange rejser til Mexico, Indien og Kenya samt andre steder bibragte ham megen indsigt i gamle kulturer. Ud fra denne samling af viden grundlagde han Skole for analytisk psykologi.

Jungs analytiske psykologi hviler på den hypotese, at der eksisterer et Ubevidste, som står i dynamisk modsætningsforhold til Det Bevidste. I Psykologiske Typer fra 1921 afhandlede Jung om sammenhængene mellem Det Bevidste og Det Ubevidste, ligesom han også skabte inddelinger imellem to grundlæggende personlighedstyper, idet han skelnede mellem ekstroversion (udadvendthed) og introversion (indadvendthed).

Senere indførte han en skelnen mellem Det personlige Ubevidste (som er fortrængte følelser og tanker ophobet gennem et individs livstid samt endnu ikke udfoldet livspotentiale med mere) og Det kollektive Ubevidste (nedarvede følelser, “instinkter”, tanker og erindringer som menneskeheden er fælles om); idet Det kollektive Ubevidste samtidig indeholder, hvad han navngav arketyper.

Arketyper er sådanne nedarvede, instinktive urformer i mennesket, som finder deres ubevidste eller bevidste udtryk i bl.a. religion, kunst, folkeeventyr, myter og astrologi. Jung havde således en tro på, at menneskets sjæleliv og instinkt natur kan føres tilbage til noget oprindeligt kollektivt. For at forstå arketypeteorien, må man hæfte sig ved, at der hverken er tale om nedarvede ideer, specifikke mentale egenskaber eller racehukommelse. Arketyperne er kollektive af natur, idet disse potentielle psykiske strukturer menes at tilhøre den samlede menneskehed på tværs af etniske og andre skel. Jung mente således, at Det kollektive Ubevidste indeholder diverse faste og ufaste arketyper, men som samtidig består af empirisk umålelige strukturer, der i dagliglivet fremkommer forklædt i sagaer, myter og anden folklore.

Det er fra et fællesmenneskelig skatkammer, at de individuelle
drømme strømmer op til din og min bevidsthed,
som budskaber til dit ego om, hvem du også er.
Carl Gustav Jung

Jung illustrerer bevidsthedens forskellige lag med billedet af et hav, hvor den øverste lille top af en bølge er vores bevidste jeg. Resten af bølgen er det personligt ubevidste, og det store hav bølgerne opstår af og vender tilbage til, kalder Jung “det kollektivt ubevidste”. På dette niveau er vi alle ét. Det kan også forklare, hvorfor vi i sjældne tilfælde kan drømme om ting, der er sket andre, især personer vi er tæt knyttet til, og især i forbindelse med markante hændelser som dødsfald.

Det øverste lag i det ubevidste, det lag vi først kommer i kontakt med i drømmene, kalder Jung for skyggelaget. Her møder vi vores skyggesider, som langt de fleste drømme handler om. Det næste lag i det ubevidste, som vi støder på i drømmene, er vores modsatkønnethed, dvs. mandens indre kvinde (Anima) og kvindens indre mand (Animus).

Derefter kommer vi længere ned i det kollektivt ubevidste, som rummer de tværkulturelle, fællesmenneskelige begreber og symboler, som Jung kalder arketyperne. Det er f.eks. “moderen”, “faderen”, “helten”, “uhyret”, “heksen”, “troldmanden”, “barnet” osv. – figurer som vi også kender fra eventyr og myter. I det kollektivt ubevidste kan vi også komme i kontakt med vores indre visdom og viden, hvor vi har adgang til at vide alt! Dette lag i bevidstheden kan også kontaktes i en meditativ tilstand. Der er mange eksempler på videnskabsfolk, der ser formler, forsøgsopstillinger o.l. i drømme.

Vores skyggesider er de sider af os selv, vi fornægter, fordi vi ikke kan lide dem. I drømme optræder de fortrinsvis som personer af samme køn som drømmeren. Når vi bliver født, har vi i princippet alle egenskaber i os som muligheder, alt er potentielt. Men afhængigt af hvordan vi oplever, at vores omgivelser gerne vil have, vi skal være, udvikler vi visse sider mere end andre. I nogle familier bliver det værdsat at være fornuftig, klog eller stilfærdig. I andre er det værdsat at være sporty, sjov eller kreativ. Bl.a. derfor kommer vi til at fremelske visse sider i os selv og kaste andre over bord som uønskede.

Dem, vi kaster over bord, kalder Jung vores skyggesider. Vi har kasseret dem og oplever måske ligefrem, at vi slet ikke har dem. Men de lever i skyggen af vores personlighed, og ligesom vi ikke kan løbe fra vores skygge, kan vi heller ikke løbe fra vore skyggesider. De er hele tiden i hælene på os. Og jo stærkere lys vi kaster på de kvaliteter og egenskaber, vi godt kan lide, dvs. jo mere vi elsker dem og synes, det er den eneste rigtige måde at være på, jo kraftigere bliver skyggen, dvs. jo mere fornægtet og fordømt bliver polariteten. I skyggen af personligheden lever også vores “skjulte ressourcer”. Det er de sider, vi beundrer hos andre, og som vi tror, vi ikke selv har. Men som nævnt har vi alt i os, nogle sider er bare ikke udviklede endnu.

Hvis vi eksempelvis er vokset op med “flinkeskolen” og kun tillader os selv – og andre – at være søde, flinke og stilfærdige, får vi tilsvarende en skyggeside, der er voldsom og aggressiv. Den kan dels stikke hovedet frem i specielle situationer, hvor vi føler os provokerede eller bange. Dels vil den optræde i drømme som f.eks. rockere, soldater, bomber, vilde dyr m.v., som vi kollektivt og/eller individuelt opfatter som aggressive. Det er det, Jung kalder en kompenserende drøm. Dvs. at de sider af os selv, som vi undertrykker i vågen tilstand, får lov til at boltre sig i drømmene. På denne måde kompenserer psyken, og herved skabes balance og helhed. De fleste af vores drømme er kompenserende drømme.

 

Jacob Levy Moreno

Jacob Levy Moreno (1889 – 1974) er måske ikke så kendt et navn som de to forgående herrer, men hans ideer, og de metoder han udviklede til drømmetydning, er i dag lige så udbredte og integrerede i fortolkning af drømme som Freud og Jungs metoder. Moreno anses som faren til psykodrama og gruppe psykoterapi. Moreno opfandt og afprøvede en lang række af de metoder, hvor man arbejder med mennesker i grupper og der “leger stoffet ind.”

Hvis du omkring 1910 havde gået en tur i Wien, var du med stor sandsynlighed stødt ind i den unge Jacob Moreno i en af Wiens folkeparker.Der var han i gang med at lave improviserede psykodramaer med børn og de forældre, der kiggede på. De legede med og blev inddraget i disse tidlige gruppesessioner, som udspilede sig på græsset. Som Moreno selv udtalte: “Jeg ønsker at blive husket som ham, der opdagede humoren og legens betydning for vores sjæleliv.”

Han kunne tage udgangspunkt i en konkret episode, der fandt sted i parken lige nu og her, eller i en historie i dagens avis og i løbet af kort tid, havde han organiseret børnene og deres fnisende barnepiger i “en leg”, der ofte blev udvidet med forbipasserende fodgængere. I løbet af kort tid kom de ofte ind på mere personlige sorger og konflikter, og så legede de “det at være X i den familie” – eller lignende.

Naturligvis kendte Freud og Moreno til hinanden, da de begge beskæftigede sig med det samme felt og begge boede i Wien på samme tidspunkt. Efter sigende mødtes Sigmund Freud og Jacob Moreno en dag i parken i 1912. Freud stod og så nysgerrigt på det Moreno havde gang i. Bagefter gik de en tur sammen, hvor Moreno sagde:

“Jeg begynder dér, hvor De holder op, dr. Freud!
De analyserer, fortolker og forstår måske drømmen på Deres facon.
Men det må ikke ende med, at folks drømme bliver analyseret i stumper og stykker.
De satser på, at folk forstår deres drømme og bruger dem som indre vejleder.
Det synes jeg også er meget værdifuldt og værd at diskutere.

Men jeg satser mere på at give folk deres drømme tilbage,
Legelysten, fantasien og indlevelsen i andre, det spontane – det er der liv i.
Jeg prøver at lære folk selv at skabe situationer – i stedet for at blive ofre for dem.
De lytter blot passivt og stille på folk, der jamrer sig over, at de sidder fast
i deres alt alt for normale og reelt set triste halvsovende liv. Jeg vil
lære folk at handle, at lege – og turde leve i deres drømme igen.”

Ifølge historien blev de uvenner over dette, men det er nu mere sandsynligt, at de blot blev enige om, at deres tilgange til drømmetydning hver især var for forskellig, til at de kunne bruge hinandens arbejde. Jacob Moreno kom til New York i 1925 og demonstrerede der offentligt sine metoder bl. a. på et ret heftigt møde i American Psychiatric Association i 1929. Senere lavede han sit eget Institut for Psykodrama, som i dag er verdensomspændende. Han åbnede også et teater Off-Broadway, hvor han eksperimenterede med avantgarde teaterfolk.

Udover at arbejde med psykisk forstyrrede mennesker arbejdede Moreno med pædagoger og ledere. Rollespillet, konfrontationsmødet og Netværksbegrebet, sociogrammet stammer fra disse Workshops og “Sensitivitets-kurser”, som de siden blev kaldt. Mange gruppemetoder, tegne og drama-metoder blev først udviklet af Jacob Moreno, der satte en ny generation af drama-lærere og gruppeterapeuter i gang. Han definerede selv sin metode – psykodrama som: “den videnskab og kunst, der forsøger at udforske den personlige og kollektive sandhed ved hjælp af dramatiske metoder, vores bevidsthed, spontanitet og kreativitet.”

Et fællestræk for Jung og Morenovar er, at de ikke kun har fokus på det, som folk havde svært ved. Deres fokus var også i høj grad på alt det, der trænger til at blive genopdaget og videreudviklet. Det, der venter på at blive født – og det som ønsker at vokse.

 

Fritz Perls

Frederick “Fritz” Perls (1893-1970) blev født i Berlin. Han blev doktor i medicin i 1926 og begyndte at udvikle gestalt­terapien allerede mens han boede i Berlin, hvor han arbejdede som psyko­analytiker. Han havde fået det ønske at inkor­porere nye ideer i sine behandlinger ud over Freuds lære. Som jøde forlod han Tyskland i køl­vandet på nazisternes magtovertagelse i 1933.

Han kom over Østrig til Sydafrika og siden til USA. Indtil da havde han udgivet flere bøger om psykologi, men det var i New York City i 1951, at han – sammen med kollegerne Ralph Hefferline og Paul Goodman – skrev og udgav værket “The Beginning of Gestalt Therapy”. Det var ligeledes i New York, at Perls mødte Jacob Moreno og studerede hos ham i nogle år. En række af de teknikker, der kaldes gestalt-terapeutiske, eksempelvis stole-teknikken, doublering, jeg-du-mødet, måden at arbejde med en drøm på, er videreudviklinger af Jacob Morenos oprindelige skitser og strukturer. Perls beskrives ofte som en karismatisk, original og provokerende pioner. En personlig beskrivelse findes i selvbiografien “Skraldespanden tur-retur”.

“Gestalt” er et tysk ord, der betyder helhed, form, skikkelse. Helhed er det centrale begreb i gestaltterapien. Det oprinder i gestaltpsykologien, som klarlagde en lovmæssighed: nemlig tilbøjeligheden til at danne færdige figurer – at danne helhed – at danne gestalter. Hvis man iagttager en tegning af en ting, der ikke er helt færdigtegnet, er man tilbøjelig til at se og omtale den som færdig – som en cirkel, ikke som en brudt cirkel eller en buet line, som et hus, ikke som det meste af et hus etc. Det ufærdige billede opfattes som en åben gestalt. Dette afføder en proces, som gør billedet færdigt. Det kaldes at lukke gestalten. Denne lovmæssighed udvider gestaltterapien til at omfatte selve den måde, vi fungerer på som menneskelig organisme.

Vi danner åbne gestalter dagen og livet igennem, og vi vil konstant søge at lukke dem. At være sulten opfattes som en åben gestalt, at spise opfattes som at lukke gestalten. Tilsvarende opfattes lysten til social kontakt som en åben gestalt – og det at være sammen med vennerne som at lukke gestalten. Man kan have uafsluttede og uafklarede relationer, grænser der ikke bliver sat, behov der ikke bliver dækket, og følelser der ikke kommunikeres – man har besvær med at lukke bestemte gestalter.

Det er da gestaltterapiens mål, at støtte og hjælpe den enkelte til at kunne lukke egne gestalter selv. Arbejdet med at erfare og erkende sin egen gestaltdannelse og -lukning, medfører ofte, at man må revidere sit billede af sig selv. Man er nødt til at afklare, hvad det egentligt er, man føler, og hvad det er, man har behov for, og man er nødt til at erkende, hvordan man ikke lukker egne gestalter, og hvordan man vil til at handle anderledes.

Drømmetydning er kongevejen
til indsigt om sindets ubevidste virksomhed.
Sigmund Freud